Bananfluer er skadedyr

Bananfluer er de der bitte små fluer, der nogle gange sværmer over frugtskålen, for de tiltrækkes nemlig af rådden frugt og grøntsager. Madrester og sjatter af vin, øl og juice, der ikke er blevet fjernet, tiltrækker også bananfluer. Derfor er køkkenet også det sted, hvor man oftest finder bananfluerne.  De er nogle rigtig små sataner, og de formerer sig hurtigt og lægger en masse æg. Så hvis du først har set en bananflue, kan du godt regne med, at der inden længe kommer til at være en sværm af bananfluer. Sæsonen for bananfluer er om sommeren, og så forsvinder de omkring efteråret, fordi det bliver for koldt for dem.

 

Slip af med bananfluer

Selvom bananfluerne mest hærger i sommermånederne, kunne det vel være rart at gøre kål på dem en gang for alle, så du ikke skal gå og frygte, at de lægger æg i din frugtskål eller andre steder. Derfor kan du nedenfor lære fire forskellige metoder til at lave din egen bananfluefælde.

 

Sådan laver du flere forskellige fælder  

  1. Fang bananfluer i en foliefælde: Hæld en smule olie, eddike eller juice ned i en skål og dæk den til med folie. Prik huller i folien, så fluerne kan komme ned til væsken men ikke op igen.
  2. Fang bananfluer i eddike og opvaskemiddel: Bland eddike og opvaskemiddel i en skål. Bananfluerne tiltrækkes af eddikelugten, mens opvaskemidlet ændrer ved overfladespændingen, så bananfluen drukner.
  3. Fang bananfluer i keglefælde: Bland eddike og frugt i et glas. Lav derefter en kegleform af papir og sæt “keglen” ned i glasset med den smalle ende ned i blandingen. Fluerne vil kunne finde ned i glasset, men ikke op igen.
  4. Fang bananfluer med sødme: Bland mælk, sukker og peber, varm det op, hæld det over i en skål. Bananfluerne bliver tiltrukket af den søde væske og vil sidde fast i skålen.