Sådan lapper du selv din cykel

 

Er cyklen punkteret?

Det er som om, at en punktering altid sker, når det passer absolut værst. Når man er længst væk hjemmefra, og det begynder at regne. Når man allerede er for sent på den til arbejde, og bussen netop er kørt, eller når man bare ikke lige har tid eller udstyr til selv at kunne lappe sin cykel hurtigt og effektivt, så man hurtigt kan komme videre på den tohjulede.

 

Vi kan alle blive enige om, at det er enormt irriterende at have punkteret sin cykel, men det er faktisk ikke særligt svært at lappe cyklen igen. Man behøver hverken være cykelmekaniker eller at have et smart cykelværksted for at kunne klare en punktering.

 

Trin-for-trin guide til lapning af cykel

Når du har lappegrej og dækjern – gerne 2 eller 3 – til rådighed, er du klar til at ordne lapningen.

 

  1. Du behøver ikke at afmontere hjulet for at lappe slangen. I stedet skruer du ventilen og den lille omløber inde ved fælgen af.
  2. Når slangen er tom for luft, skal du bruge dækjernene. Når du får dækjernene lirket ind mellem dækket og fælgen, kan du løsne dækket nok til, at slangen kan trækkes ud.
  3. Sæt ventilen på slangen, pump luft i og undersøg slangen, til du finder hullet. Hvis hullet sidder omkring ventilen, eller hvis det er ventilen, der er utæt, er du nødt til at få dig en ny slange. Tjek også gerne, om der stadig sidder noget skarpt i dækket, mens du er i gang.
  4. Tøm igen slangen for luft, når du har fundet hullet. Slib derefter området let med noget sandpapir – så sidder limen bedre fast. Smør limen på og lad det sidde i 5 minutter, sæt herefter lappen på, og massér den godt, til den sidder helt fast.
  5. Nu skal slangen igen monteres fast til dækket. Sæt ventilen gennem hullet i fælgen og tryk slangen på plads, mens du giver den lidt luft.
  6. Sæt dækket helt på plads igen – her behøver du ikke bruge dækjern – og pump det sidste luft i. Så er du køreklar!

 

Tag cyklen på cykelværksted

Hvis du virkelig ikke selv kan finde ud af at lappe cykel, så kan du naturligvis altid finde en lokal cykelmekaniker, der kan klare opgaven.