Rengøringstips til hjemmet – fjern dyrehår nemt og effektivt

De firbenede bedstevenner er en fast bestanddel i cirka 40% af de danske husholdninger. Det er der naturligvis gode grunde til. Man får meget foræret med et kæledyr, men det betyder ikke, at det er nemt at holde kæledyr. De kræver opmærksomhed, træning og besøg hos dyrlægen, og nå ja – så har de fleste kæledyr det med at efterlade dele af deres hårpragt rundt omkring i hjemmet. I dette indlæg har vi samlet nogle af de bedste råd til at fjerne dyrehår fra møbler og gulvtæpper og jeres generelle omgivelser. Så kan I blive dyrehår i hjemmet kvit.

Fjern dyrehår med disse tips og tricks

Det er ingen hemmelighed, at det særligt er på stofbaserede møbler samt tøj og gulvtæpper, at dyrehår sætter sig mest. Det er måske også blandt de mest irriterende steder, da ingen gider dele sofaplads med en ordentlig omgang dyrehår. En fnugrulle kan hjælpe dig et stykke ad vejen, men det kan sjældent klare det hele – her får du derfor råd til at fjerne dyrehår mere effektivt både på stof og trægulve:

  • Køb en gulvskrubbe: En gulvskrubbe er en type kost med hårde børster, der er særligt effektiv, når du ønsker at gøre gulvtæpper og sofaen fri for dyrehår. Brug denne først til at fjerne de overfladiske hår og støvsug herefter, som du plejer. Det er mest effektivt at fjerne dyrehår, når du trækker gulvskrubben mod dig selv. Så får du ”revet” hårene op.
  • En tør og flad gulvmoppe til træ- og klinkegulv: Hvis du har træ- eller klinkegulv, kan det være sværere at få øje på dyrehår alt efter farven på dem. Der er dog ingen tvivl om, at de er der. Tag en tør og flad gulvmoppe og kør rundt på gulvet – det fanger hårene og giver dig en ren overflade at rengøre på.
  • Gummihandsker: Dette er et mere utraditionelt tip til at fjerne dyrehår, men det virker utroligt godt. Tag en gummihandske på og kør den over sofaen eller stolen – det vil samle dyrehårene i din hånd, og du kan herefter nemt smide dem ud sammen med handsken.
  • Fjern dyrehår på tøj i vaskemaskinen: Det er ofte i forbindelse med at vaske tøj, at man opdager, hvor meget dyrehår man egentlig slæber rundt på. Hvis du vil undgå at få dit ellers rene tøj ud af vaskemaskinen med alt for meget hår, kan du smide et par engangsklude med til vask. De fjerner det værste dyrehår.

Vælg dyrevenlige produkter

Når du gør rent i dit hjem, og du har et kæledyr, er det vigtigt altid at være opmærksom på, hvilke rengøringsmidler du benytter. Dit kæledyr kan givetvis ikke tåle rengøringsmidler, der er alt for tunge på kemikalierne. Find derfor nogle neutrale og naturlige produkter eller lav dine egne.