Har du lagt mærke til, at kælderen lugter lidt fugtigt efter et par dage med regn? Eller at der samler sig vand omkring husets sokkel? Det er typiske tegn på, at vandet ikke bliver ledt ordentligt væk fra huset, og hvis du ikke får det undersøgt, kan det på sigt føre til skader på både vægge og fundament.
Der kan være flere årsager til fugtproblemer omkring huset. Her får du de mest almindelige, og hvad du kan gøre for at undgå dem.
1. Tagrender og nedløbsrør er stoppede
Et af de mest oversete problemer er tilstoppede tagrender. Når blade og skidt blokerer for afløbet, løber vandet over kanten og ned ad murværket. Det kan give fugt i både sokkel og kældervægge.
Rens tagrender og nedløbsrør mindst et par gange om året især i efterårsperioden, hvor bladene falder. Sørg også for, at nedløbsrørene leder vandet væk fra huset, så det ikke samler sig tæt på fundamentet.
2. Vandet bliver ikke ledt væk fra huset
Selv hvis tagrenderne fungerer, kan vandet stadig samle sig omkring huset, hvis jorden hælder forkert. En god tommelfingerregel er, at terrænet bør falde væk fra huset, så vandet naturligt løber væk fra soklen.
Hvis jorden hælder den forkerte vej, kan det give konstant fugt i de nederste vægge, især efter kraftig regn. Det kan ofte afhjælpes ved at justere underlaget eller lægge grus og fliser, der sikrer bedre afvanding.
3. Drænet omkring huset er stoppet
Hvis du bor i et hus med kælder, har du sandsynligvis et dræn rundt om fundamentet. Det skal lede regn- og grundvand væk, men med tiden kan rørene stoppe til af jord og slam. Et stoppet dræn betyder, at vandet i stedet presser sig ind mod soklen og så begynder fugten at trænge gennem væggene. Her kan en professionel spul af omfangsdræn være løsningen.
Ved at få drænet renset jævnligt, sikrer du, at systemet fungerer som det skal, og at vandet kan ledes væk fra huset igen. Det er en nem og effektiv måde at undgå fugtskader på, især i ældre huse, hvor rørene har mange år på bagen.
4. Manglende ventilation i kælderen
Selv et velfungerende dræn hjælper ikke, hvis fugten ikke kan slippe ud. Sørg for, at der er luftgennemstrømning i kælderen, og undgå at stille møbler og opbevaring direkte op ad væggene.
Et par timers udluftning om dagen kan gøre en stor forskel for indeklimaet især i vintermånederne.
Fugt er nemmere at forebygge end at fjerne
Små tegn på fugt kan hurtigt udvikle sig til store problemer, hvis de bliver ignoreret. Derfor er det vigtigt at reagere, så snart du bemærker mørke skjolder, muglugt eller fugtige vægge.
Med jævnlig vedligeholdelse og eventuel spuling af dit omfangsdræn kan du undgå mange af de typiske vinterproblemer, der rammer husejere hvert år og samtidig sikre, at huset holder sig sundt og tørt i mange år frem.
